Få 3 gratis tilbud og spar mange penge

Skælskør, Korsør og Slagelse

I 1630 klagede borgmester og råd i Holbæk på egne og borgernes vegne over de mange ulovlige havne, der berøvede byen næring. Netop de mange havne uden for købstæderne på Sjællands vestkyst var et stridspunkt gennem hele 1500- og 1600-tallet, og navnlig Skælskør, Korsør og Slagelse var på dette område bundet sammen i et skæbnefællesskab på godt og ondt. På den ene side var de fra søsiden udsat for de samme trusler – som da nederlandske købmænd i 1582 angiveligt ikke alene åbnede deres skibsrum i byerne og drev tilbud på butikssalg, men også trængte ud på landet og handlede direkte med bønderne. Da fremmede købmænd anvendte bondehavnen Bisserup sydøst for Skælskør, ramte det både Næstved, Skælskør, Korsør og Slagelse på deres næring.

Men enigheden hørte op, når det gjaldt om at sikre sig kontrol med de ulovlige havne. En af de mest sejlivede af disse havne var Skibsholm nord for Halsskov på den anden side af indsejlingen til Korsør Nor, godt en mil fra Korsør. Bondehandelen ved havnen var en torn i øjet på hele tre købstæder: Kalundborg, Skælskør og Korsør. I 1569 og igen i 1574 blev al handel på havnen forbudt, også bøndernes indkøb af tilbud varer til egen husholdning. I 1580 blev havnen igen lovlig, men denne gang på foranledning af borgerskabet i Slagelse, der nu fik havnen lagt ind under byens frihed. 

Rostocker og Wismarer øl

I en periode fra 1576 til 1593 var Bisserup åben for bondesejlads, men det var jo at lukke djævlen ind i forklædning, og i 1593 blev det opremset, at der fandt handel sted med Rostocker og Wismarer øl, heste, øksne og andet kvæg. Der er ikke noget, der tyder på, at man lukkede havnen for bøndernes sejlads med egne varer og til eget behov. Det afgørende slag mod bondehavnene blev sat ind efter stabelstadsordningen af 1661, deri 1664 førte til en gentagelse af forbuddet mod havne i Skibsholm, Baasen (sikkert svarende til Kaasen ved Korsør), Gedehuset, Bisserup, Basnæs Fjord og Karrebæksminde.

Magtforholdet i trekanten Korsør, Slagelse og Skælskør svingede således efter, hvilke bondehavne den enkelte købstad havde held til at få nedlagt, men en anden brik i spillet var nedlæggelsen af landmarkeder. I 1575 fik Korsør overdraget markederne i Høve og Haarslev på trods af, at landsbyerne lå halvanden til tre mil fra Slagelse, men tre-fire mil fra Korsør. Andre brikker var tilbud tingsteder og læbælter. I januar 1575 fik Korsør defineret hele Slagelse Herred som opland, angiveligt for at råde bod på, at byen ikke kunne skaffe forsyninger til de mange færgerejsende.

Bønder i Slagelse Herred

Overflytningen af aktiviteter fra Slagelse til Korsør blev underbygget ved, at Slagelses herredsting flyttedes til Korsør allerede i slutningen af marts 1575. I denne forbindelse blev det gentaget, at de bønder i Slagelse Herred, som hidtil havde søgt ting i Hemmeshøj, fremover skulle søge både tilbud på ting og torv i Korsør. Senere på året måtte man korrigere oplandet og henlægge Nordrup Sogn fra Slagelse Herred til Løve Herred. Det kan kun ses som en konsekvens af Korsørs manglende tiltrækningskraft på sognets bønder, der skulle passere store hedearealer for at nå Korsør.

Problematikken omkring herredstinget fortsatte, og i 1580 flyttedes tinget tilbage til Hemmeshøj. Dette varede dog kun to år, så blev tinget igen flyttet til Korsør med en påmindelse om, at der nu skulle afholdes ordentlige tingdage i Korsør, underforstået at bønderne skulle respektere privilegierne og borgmestre og rådmænd tage vare på tingets afholdelse. Slagelse havde en ældre ret til at udskibe fra Korsør, men efter klager fra Korsør over misbrug blev det i 1649 præciseret, at Slagelses borgerskab godt måtte udskibe fra, men ikke have oplag eller tilbud og udsalgssted ved havnen.

De bedste ekspansionsmuligheder

Skælskør virkede under de samme betingelser som sine nabokøbstæder. Byens borgere kunne godt drive det til at føre sag mod indtrængende, fremmede købmænd og handlende, der drev bondehandel. Det vides at være sket nogle gange i 150o-tallet. Men et egentligt defineret opland fik byen aldrig. De bedste ekspansionsmuligheder lå mod syd og øst; ganske vist fratog Slagelse noget opland mod nordøst, men til gengæld var der omkring fire mil østpå til Næstved. Slagelse stod således som taberen i en intens oplandskamp, hvor kongemagten med sine privilegier var opmand.

Kongemagtens trumf var den uudtalte viden om, at købstæderne levede på dens nåde. Da Christian 4. i 1619 havde Skælskør, Korsør og Slagelses fortsatte købstadsbetingelser under alvorlig overvejelse (det eneste, man ved om sagen, er, at den drejede sig om “at drive Køb, Salg og Handel paa København”) blev borgerskabet i Slagelse belært om en sådan indlandsbys rette, ydmyge stilling: Den skulle føje sig efter ethvert udfald, om det var at flytte til Korsør eller Skælskør; i virkeligheden var byen en parasit på søstæderne, den kunne ikke stille med bådsmænd eller på anden vis tjene til “Bestyrkelse for Land og Rige”.

Et højere rangerende servicecenter

Hvilken oplandsdeling blev det endelige resultat? Fremme i 170o-tallet er kilderne gode nok til at tegne et overordnet billede. Skælskør indtog ifølge byens egne oplysninger i 1735 en position som centralsted for: Korn Kiøbmandskab, som fra omliggende Proprietarier, Præster og Bønder til Kiøbmændene blifver forhandlet, til hvem de igien afsætter alle slags Bøgnings Materialier og andre til Huus holning fornødne Ting. Over for indlandsbyerne Slagelse, Sorø og Ringsted var byen at regne som et højere rangerende servicecenter, idet byens købmænd forsynede disse byer “med adskillige Vahre de self fra fræmede Stæder lader komme”.

Næstved havde i lighed med sine nabobyer uhyre vanskeligt ved at omsætte sine købstadsrettigheder til en sikker økonomisk centralitet. Byen blev så tidligt som 1447 overdraget retten til alle havneaktiviteter ved Bisserup, Hallsminde og Dybsminde i Karrebæksminde Fjord. Funktionstabene efter reformationen og nedgangen i den hanseatiske handel indvarslede imidlertid en omfattende tilbagegang. Men faktisk bredte uordenen sig helt inde fra eget hus. Trods gentagne forbud – det første fra 1519 – trivedes landsbyen Lille-Næstved som handelsby og gødede jorden for en disrespekt for købstaden med selvdannede markeder, landkøb og handel uden for byens porte af rige bønder og præster til følge.

Sager mod bissekræmmere

Så sent som 1729 blev tyve beboere i landsbyen sigtet for handel med gryn, øl og andre varer. En anden udfordrer var Herlufsholm, det tidligere Næstved Skovkloster, der i 1618 opnåede ret til, at dets bønder måtte købe af skibsfolk til eget forbrug. Men sådanne sager viste jo just værdien af, at købstadens handel trods alt hvilede på et tilbud monopol over sejladsen i de nærmeste vande. Næstved fik i 1613 lov til at opføre et udkigshus uden for byen, så folk fra byen kunne overvåge fjorden. I 1600-tallet førtes en lang række sager mod bissekræmmere, lübeckere og købmænd fra andre danske købstæder på dette eller lignende grundlag.

Alligevel endte netop de dårlige besejlingsforhold med at placere Næstved i et underordnet forhold, idet en beretning fra 1747 vidner om, at byen nu var henvist til at købe varer fra de konkurrerende købstæder ved indsejlingen til fjorden, og at købmændene måtte udskibe fra Korsør eller Vordingborg. Vordingborg på sin side var blevet lovpligtigt centrum for tilbud og billig bondehandelen med “omkringliggende” sogne i 1547. Undtaget var dog bønderne ved strandsiden i den “skarpe og bare egn” i Bårse Herred i det sydvestlige Sjælland, for disse fik i 1541 og igen i 1561 lov til at fiske og udføre “Stok, Sten og deres eget hjemmefødte Kvæg” og hjemtage varer til husbehov.”