Håndværkertilbud i gamle dage

Possementmageren Kamla fra Flensborg, barometmagerne fra København og Flensborg, signetstikkerne fra København og Fredericia og tinstøberen ]acob Marchoning fra Fredericia foretog derimod markedsrejser til større områder. Sidstnævnte stod for 20 af de 34 markedsrejser for tinstøbere i samtlige markedslister og kom bl.a. til Thisted, Århus, Mariager, Aalborg, Skive, Viborg og Holstebro. Det viser sig altså, at det ikke blot har været en tilbud fordel at ligge i nærheden af en større by, når det drejede sig om antallet af tilrejsende til markederne, men også når det handlede om at tiltrække de mere sjældne markedshåndværk.

I de større byer var der et mere differentieret erhvervsliv, og de næringsdrivende herfra rejste helst til markeder i naboområderne. Jeg skal nu komme nærmere ind på det egentlige formål med købstadsmarkederne. Som tidligere beskrevet indtraf der en stigning i billig tilbud købstaedernes antal af markeder i løbet af 1700-tallet. Der kan være flere årsager til denne stigning. Ole Degn kæder antallet af markeder sammen med købstædernes generelle tilstand: “Allerede i samtiden var man klar over, at jo slettere en by var, jo flere markeder holdtes der.” Ole Degn henviser her til General-prokurørens erklæring fra 1767, som netop udtrykte holdningen: jo dårligere by, jo flere markederf. Degn forklarer tendensen ud fra ønsket om at supplere byens eget gratis vareudbud. Det er de fire byer Ribe, Varde, Holstebro og Kolding, som har det højeste markedsantal i 1700-tallet. Disse byer hørte ikke til blandt de allermindste nørrejyske købstæder, såvel Ribe som Kolding var byer med over 1.500 indbyggere i midten af 1700-tallet, mens Varde og Holstebro havde omkring 650 indbyggere.

De tyndt befolkede egne

Det er bemærkelsesværdigt, at tre af disse fire byer har hjemme i Vestjylland. Der synes dermed at være en forbindelse mellem antallet af markeder og byernes geografiske placering, sådan at forstå at de tyndt befolkede egne har haft flere markeder. Årsagerne til det kan være flere. Med udgangspunkt i Holstebro vil jeg se nærmere på sammenhængen mellem byernes økonomiske tømrertilbud tilstand og markedsantal. Holstebro havde sin placering i et udpræget bondesamfund med kun få og små byer. I kraft af to dobbeltbrande i slutningen af 1600-tallet og i 1730″erne havnede byen i en omfattende krisetilstand.

Ved de sidste to brande blev trefjerdedele af byen ramt, og det var tilmed den ringeste fjerdedel af byen, der stod tilbage. Der er således ingen tvivl om, at det i Holstebros tilfælde giver god mening at se de mange markeder som et økonomisk svaghedstegn. Der var behov for at igangsætte og genrejse byen og dens økonomi med de mange markeder som en løftestang. Årsagen til de mange markeder har dog næppe udelukkende handlet om at supplere købstadens eget næringsliv. For det første var byen selvsupplerende i langt de fleste af de mest almindelige markedshåndværk.

Fire egentlige krammarkeder

Tallene er godt nok fra 1801, men ifølge Aldal var udbuddet af forskellige håndværk i byen endnu bedre, idet en parykmager, en kandestøber og to kobbersmede tillige hørte til håndværkerstanden i midten af 1700-tallet. For det andet var op mod seks af de ti årlige markeder i Holstebro forbeholdt handlen med bl.a. heste og kvæg, så i en lang periode var der kun fire egentlige krammarkeder. Det samme gør sig i øvrigt også gældende for de andre byer, Ribe, Kolding og Varde. Selv om der har været eksempler på, at tilbud billig håndværkere og handlende også kom til disse markeder, så har det dog ikke været hovedformålet. I tilrejselisterne er det også, som tidligere nævnt, hovedsageligt krammarkederne, der er ført lister over.