Jordbruget og købstæderne

Jordbrug og husdyrhold var i købstæderne en vigtig del af byens selvforsyning, og et rigeligt jordtilliggende var af væsentlig betydning for en købstads økonomi. Det er derfor nærliggende at undersøge, om udviklingen i jordbruget har haft betydning for befolkningsudviklingen i Ærøskøbing og Marstal. I 1760´erne solgte den danske regering ud af kronens større godsbesiddelser, og hvor det i kongeriget skete ved salg af større samlede godset, udstykkede man i hertugdømmerne godserne i småparceller, som blev solgt uden købesum til dem, der tilbød at betale den højeste årlige handel afgift. De ærøske hovedgårde Gråsten og Voderup blev begge på denne måde nedlagt og solgt i 1767; det skete i større parceller, og det var primært beboere fra Rise, Tranderup og Vindeballe, der købte dem. Året efter udstykkedes også Gudsgave.

Siden 1761 havde et konsortium af marstallere haft Gudsgave i forpagtning for at sikre græsning til deres køer. Da jorderne i 1768 skulle udstykkes, anmodede konsortiets medlemmer om, at de opmålte parceller måtte blive udbudt i mindre stykker a 5 tdr. land, men det blev afvist. Derfor slog marstallerne sig sammen i interessentskaber, som bød på de større stykker jord og derefter fordelte de købte lodder mellem interessenterne. På den måde opkøbte de marstalske interessentskaber knap 70 pct. af den udbudte jord.

Efterspørgsel efter landbrugsprodukter

Fra omkring 1840 begyndte et økonomisk opsving, hvor udlandet øgede efterspørgslen efter landbrugsprodukter og det satte gang i handel, håndværk, industri og ikke mindst søfarten. De søværts orienterede marstallere mistede interessen for jorden omkring Marstal, hvorfor de solgte den til parcellister fra hele Ærø, dog især fra Marstal og Rise Sogne. Småparcellisterne bosatte sig i små, tætte bebyggelser, såsom Trappeskov, Knasterbjerg, Trousløkke og Klausensskov. Parcellerne gav køberne jord nok til 1-2 køer, men da jordtilliggendet ikke var nok til, at man kunne leve af det, blev parcellisternes indtægter i mange år suppleret af arbejde på Marstals skibsværfter.

Oliepanik

Mens mange af de første 25 år fra 1950 forløb med timebesparende byggetekniske eksperimenter, som gav en hastigt voksende skare boligkøbere skøde på deres egne huse, kom de følgende 25 år til at handle om reaktioner på evigt stigende energipriser. Først som følge af stiftelsen af OPEC i 1960, som skulle sikre større udbytte til en række olieprodueerende lande og dermed hævede verdensmarkedsprisen på råolie. Dernæst den arabiske trussel om boykot af olieleverancerne i forbindelse med krigen mellem Israel og de arabiske lande i 1973. Og senere som konsekvens af en stigende bekymring for miljøet, der skulle retfærdiggøre, at staten afgiftsbelagde boligejernes trang til at holde varmen med tilbud gennem danske vintre. 1.000 liter fyringsolie kostede i 1970 bare 225 kr. I 2005 var prisen vokset til lige knap 8.000 miljøbevidste kroner.

I faste listepriser renset for inflation svarer det til en prisstigning på 430%, og det endda i en periode, hvor Danmark er blevet selvforsynende ved gas- og oliefund i Nordsøen. Det er klart, at der blev reageret på sådanne voldsomme prisstigninger på energi både af hensyn til privatbudgettet og af hensyn til olieimporten og handelsbalancen. I nogle tilfælde med næsten panikagtige reaktioner og ugennemtænkte isoleringsarbejder, der medførte rådskader på ellers sunde huse. Desuden med de utallige triste udskiftninger af smukke vinduer og yderdøre, hvoraf et stort antal har vist sig at være overflødige i bedste fald, og i værste fald endog en energimæssig forringelse. De gamle huse med deres højloftede rumproportioner. uisolerede hulmure og vinduer med kun ét lag glas, led naturligvis mest under forsøget på at spare energi. Det var også blandt de gamle huse, at der var flest skønheder at skamfere.