Den østjyske længdevej og fjordkøbstæderne

Gennem 1840´erne oplevede den danske korneksport en betydelig fremgang. Sammen med udbredelsen af aviserne har det formentlig påvirket stemningen, for i 1846 begyndte der i Den nørrejyske Stænderforsamling at blæse nye vinde. jyderne – i alle tilfælde deres stænderrepræsentanter – ville pludselig gerne have udbygget chausséerne og nu ikke som let ehaussé. Der kom en krig, Treårskrigen, imellem, men fra 1851 blev der bygget i ret hastigt tempo, også gennem de tyndt befolkede vest- og midtjyske egne: Den vestlige tilbud længdevej Brøns-Ribe-Varde-Ulfborg-Holstebro og den nordlige tværvej Holstebro-Viborg-Randers og den midtjyske tværvej Århus-Silkeborg-Ringkøbing. 

Afviklingen af hovedlandevejene – så forsvandt hovedfærdselsårerne

Jernbanerne og byerne er et velkendt kapitel i Danmarks historie. I 1847 blev den første kongerigske jernbane mellem København og Roskilde indviet. I 1855 var baneforbindelsen til Korsør etableret, og gennem 1860´erne til 1874 blev det primære og dele af det sekundære netværk på Fyn og Jylland anlagt. Jernbanen tilbud anfægtede ikke bivejene og landevejene, for det ville aldrig blive rentabelt at skabe et meget finmasket jernbanenet. Sidste led i et jernbanebaseret transportnet måtte blive vejnettet, der bragte varer og passagerer til og fra stationerne og bandt landområderne til de respektive købstæder og andre byer, de var opland for. Jernbanen truede væsentligst fjernvejnettet. Hovedlandevejsnettet i dets endelige udformning, som var skitseret i 1841-vejlovsrevisionen, var knap nok færdiggjort, før røster i Rigsdagen begyndte at anbefale en afvikling.

Allerede i 1850`erne fremkom forslag om at omklassiflcere hovedlandevejsstrækninger til almindelige landeveje og dermed skubbe vedligeholdelsesbyrden over på amterne. Sorø Amtsråd tilbud protesterede i et brev fra 1861 til Indenrigsministeriet mod fremsatte tanker om at nedlægge hovedlandevejen Roskilde-Korsør ved at omklassificere den til “mindre landevej”. Årsagen var naturligvis den i 1855 fuldendte jernbanestrækning mellem de to byer, bygget af Det Sjællandske Jernbaneselskab. Amtet mente dels, at der ved stop i togdriften ville savnes en hovedlandevej, dels at det ville medføre store udgifter, hvis vedligeholdelsen blev taget fra Ingeniørkorpsets Vejtjeneste og lagt over på amternes vejvæsener. Men advarslerne hjalp ikke i længden.

Få 3 gratis håndværker tilbud

Efter en ti år lang debat i Rigsdagen begyndte i 1862 anlægget af den fynske og jyske jernbane. Spørgsmålet, om hovedlinjen skulle gå nord-syd og sigte mod Hamborg, eller om den skulle sigte mod en vestlig eksporthavn, havde splittet købstad tilbud Rigsdagen. I 1864, flere år før hovedlinjerne var færdige, nedsatte Indenrigsministeriet 6. oktober 1864 en kommission, der skulle tage hovedlandevejenes fremtidige skæbne under overvejelse. Det førte til et lovudkast, der ville lade amterne overtage hovedlandevejene og hovedlandevejsgaderne. Det var blot tre år, efter at arbejdet på de sidste strækninger i Jylland var afsluttet. Vejloven af 1867 var en afviklingslov om noget. Amterne havde varetaget vedligeholder, siden de første hovedlandeveje var fuldført. Nu fik de hele bestyrelsen af det nyligt fuldførte hovedlandevejsnet, idet det blev nedklassificeret til almindelig landevej. Staten afgav vejbestyrelsen, dvs. beføjelsen til at beslutte, planlægge og projektere landeveje samt siden vedligeholde dem.

Der kom nye byer, men de var få. Fælles for de nye byer var, at de først og fremmest tilgodeså nye administrative centerfunktioner og kun for en mindre dels vedkommende udsprang af nye afsætningsbehov. Det gælder frem for alt fæstnings- og slotsbyerne, hvis købstadsforhold det ikke altid hastede med at bringe i orden. Hillerød omtales 1661 som købstad, men den havde ingen privilegier; man svarede altså blot tilbud skat i forhold til købstadsstatus. Først mod slutningen af 1700-tallet fik byen sine købstadsprivilegier, muligvis i 1757, men i hvert fald i 1778, hvor eligerede borgere omtales. 

Endnu værre med Hørsholm, der blev købstad i 1737, men det blev hurtigt glemt i takt med slottets forfald. Hals fik i forbindelse med fæstningsbyggeriet privilegier i 1654, men mistede dem hurtigt igen. Skanderborg var hævet over enhver tvivl købstad fra 1583, men alligevel hed det i forordningen om konsumtionen i 1673, at da Hillerød, Skanderborg, Nibe, Løgstør og Rødby ernærede sig ved andre tilbud på erhverv end landbrug, skulle de i lighed med andre købstæder betale konsumtion. Netop konsumtion og told var med til at bringe en række kandidatkøbstæder frem i lyset.